Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Svartingedal Skole et godt sted at være et godt sted at lære
Mobil menu

Traditioner og trivselsinitiativer

Traditioner for skolens elever 

Skolen har en lang række nyere og ældre traditioner, som er beskrevet herunder: 

 

Første og sidste skoledag:
Disse to dage har eleverne andre gå-hjem tider (kommunikeres ud via Aula).
SFO’en åbner, når børnene har fået fri. Der er musik og dans i skolegården, og lærerne tilrettelægger et særligt program for dagen.

Naturfagsuge:
Naturfagsuge og Grønt Flaguge er altid i uge 39. Her er der fokus på naturen og bæredygtighed. Det foregår i samarbejde med en naturvejleder fra NaturBornholm.

Hyttetur:
Hvert år er 4. klasse på hyttetur.

Københavnertur:
6. klasse har hvert år en skolerejse til København, som oftest ligger i september.

Grønt Flaguge:
Se Naturfagsugen.

Motionsdag fredag i uge 41:
Motionsdagen er altid placeret fredag inden efterårsferien. Her planlægges et motionsløb i nærområdet.

Lucia:
På Svartingedal skole er det 5. Klasse, der går Lucia. Udover at gå Lucia på skolen, går 5. klasses elever også Lucia på plejehjemmet i Hasle.

Krybbespil:
Er den ældste tradition på skolen. I over 55 år har man hvert år til jul opført krybbespil. I krybbespillet gengives Juleevangeliets beretning om Jesu fødsel. Det er altid 3. klasse, der opfører Krybbespillet, som foregår i kirken.

Klippe-/klistredag:
Vi har venskabsklasser på skolen, og på klippeklistredagen klipper man julepynt med sin venskabsklasse. Herefter pyntes juletræet på biblioteket. Der spilles julemusik og hygges, mens træet pyntes, og alle klasser får æbleskiver. 

Fastelavn:
Hvert år har vi fastelavnsfest. Festen foregår fredag inden vinterferien i hallen. Alle børnehaver i nærområdet inviteres. Både børn og voksne er klædt ud, der er festlige indslag og vi slår naturligvis katten af tønden og kårer kattedronninger og kattekonger.

Legepatrulje:
Vi har legepatrulje på skolen, hvilket betyder, at der ca. hver 3. uge igangsættes nye lege i frikvarteret.
6. klasse har ansvar for legepatruljen i samarbejde med en lærer.

Rynkebyløb:  
Fredag inden påskeferien deltager vi i Rynkebyløbet på Fælleden. Her løber store og små motionsløb, der samles penge ind til bl.a. kræftramte børn.

Skolekomedie:
Hvert år har vi en skolefestuge i medio maj.
I den forbindelse opfører 6. klasse skolekomedie.

Skolefestuge:
Finder sted medio maj.
Her arbejder alle klasser på tværs af hinanden. Der er et overordnet tema, og der arbejdes i værksteder. Skolefestuge slutter med et brag af en skolefest torsdag aften. Her viser eleverne, hvad de har arbejdet med hele ugen, der er boder, arbejdende værksteder, dans, musik og meget mere.

Hammershusmarch:
I juni måned går hele skolen Hammershusmarch.
Der planlægges forskellige ruter. De fleste elever går den lange rute. De små går en noget mindre rute. Undervejs er der forfriskninger og altid Forældreforeningens hjemmelavede romkugler.

Folkemøde:
Vi deltager hvert år i Folkemødet på forskellig måde. Det kan være blot et besøg, det kan være via en invitation til en debat eller arbejde i laboratorium. Det kan også være dans.

Høstfest:
Forældreforeningen arrangeret hvert år Høstfest, den første lørdag i september. Her summer skolegården af liv. Der er boder, der er dans, der er en masse aktiviteter for hele familien. Alle er velkomne også venner, bekendte, bedsteforældre etc.

Forældremøder:
Der afholdes forældremøde ved skoleårets begyndelse. Mødet indledes med fælles information af ledelsen og skolebestyrelsen.
 

Fælles morgensamling:
Vi har morgensamling en gang om ugen med musik, hvor eleverne ofte optræder med musik og dans.
 

Dansebånd:
To gange om ugen danser vi alle sammen i skolegården i ca. 15. min.

Gå Glad på Weekend
(valghold hver fredag):
Skolen tilbyder valghold om fredagen. Hvert kvartal skifter eleverne valghold. Der tilbydes bl.a. yoga, dans, musik, billedkunst, tekstil, badminton og bordtennis. Der kan være ændringer i ovennævnte.

Skovskole:
Indskolingen har skovskole en gang om ugen hele året rundt. Vi bruger nærområdet, skov, strand, shelter etc.

Skoleidræt:
Vi deltager hvert skoleår i en lang række forskellige idrætsarrangementer bl.a.: 

- Skolefodbold 6. Klasse
- Skoleskydning 5. Klasse
- Badmintontræf 3. Klasse
- Bordtennistræf 4. Klasse
- Kidsvolley 3. Klasse
- Høvdingebold 5. Klasse
- Svømmetræf 4. Klasse
- Ultimate 6. Klasse
- Forårsfestival 0.-2. Klasse
- Forårsfestival 3.-5. Klasse
- Forårsfestival 6.-9. Klasse

 

 

 

 

 

Lucia

 

 

Krybbespil

 

Skolefesten

 

 

Skovskole

 

Folkemødet

 

Fastelavn

 

Herunder vore trivselsinitiativer i et årshjul:

Dokumenter